Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Naviger op
Log på
Skip Navigation Linksdana.dk > Din situation > Ledig > Generel dagpengeret > Beregning > Selvstændig

Beregning af sats til selvstændige  

Når du søger dagpenge eller efterløn efter endeligt ophør med drift af selvstændig hovedbeskæftigelse, skal din sats som udgangspunkt fastsættes på baggrund af indtægten i din virksomhed.

Har du drevet selvstændig virksomhed som din hovedbeskæftigelse i mindre end 3 hele regnskabsår, inden virksomheden ophørte, beregner vi dog din sats på baggrund af et tidligere arbejdsforhold. Det kan fx være et tidligere lønmodtagerarbejde.

Satsen udgør 90 % af din hidtidige, daglige arbejdsfortjeneste fratrukket arbejdsmarkedsbidraget. Satsen er dog begrænset af den maksimale sats.

Hvis en beregning af din sats på baggrund af virksomhedens indtægter giver dig en lav sats, kan du i stedet ansøge om at få udbetalt dagpenge eller efterløn med en fast sats. Denne sats udgør 82 % af den maksimale sats. Der gælder dog særlige betingelser for at få udbetalt denne sats.

Måden, vi beregner satsen på, er den samme både ved udbetaling af dagpenge og efterløn samt ved udstedelse af et efterlønsbevis.

Her kan du læse mere om, hvordan vi beregner din sats.

BEREGNET SATS

Betingelser
For at få beregnet din sats på baggrund af virksomhedens indtægter skal du have drevet:

  •  selvstændig virksomhed som din hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende, hele regnskabsår umiddelbart før din ledighed.


Kravet om sammenhængende regnskabsår kan du også opfylde, hvis du har drevet mere end én virksomhed. Virksomhederne skal blot være startet i forlængelse af hinanden eller overlappe hinanden.

Hvis du ikke opfylder dette krav, skal du i stedet læse afsnittet beregning på andet grundlag

Beregningsgrundlag
Beregningen af satsen sker på grundlag af indtægten i de 2 bedste af de seneste 5 hele, afsluttede regnskabsår.

Om de 2 regnskabsår man beregner på:

  • De valgte regnskabsår skal være afsluttet i en periode med medlemskab af en a-kasse. 
  • Hvis et af de valgte regnskabsår er virksomhedens 1. regnskabsår, så skal regnskabsåret være på mindst 26 uger. 
  • Den skattepligtige indtægt i regnskabsårene må ikke være takserede eller på anden måde skønsmæssigt ansat af skattemyndighederne.   
  • Hvis din ægtefælle har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden, skal I dele virksomhedens indtægt.

Hvad skal der til for at få den maksimale sats?
Hvis du skal opnå den højeste dagpengesats, skal du have haft en vis indtjening i virksomheden.

Gennemsnittet af virksomhedens 2 bedste regnskabsår skal være på mindst:  240.521 kr.

Hvis din ægtefælle har deltaget i virksomheden, skal virksomhedens indtægt deles mellem jer. Dermed skal beløbet være dobbelt så stort, hvilket vil sige: 481.042 kr.   

Se den aktuelle maksimale sats i satsoversigten.

Vi kontakter dig, hvis det viser sig, at det bedre kan betale sig for dig at få udbetalt med en fast sats. Læs afsnittet ​fast sats.

Enkeltmandsvirksomheder og interessentselskaber
Beregningen sker på baggrund af virksomhedens skattemæssige overskud eller underskud.

Til brug for vores beregning af satsen skal du eller din revisor udfylde et særligt beregningsskema.

Har du drevet virksomheden som en enkeltmandsvirksomhed uden din ægtefælles deltagelse, behøver din revisor ikke at udfylde beregningsskemaet.

Du kan i stedet vælge at få beregnet din sats på grundlag af årsopgørelserne fra SKAT for de 2 valgte regnskabsår. Beregningen sker da på grundlag af det beløb på årsopgørelsen, der hedder ”Over/underskud af virksomhed/udlejningsejendom”. Hvis du har modtaget sygedagpenge i året, kan dette beløb indgå i beregningen. Der skal indsendes dokumentation for de udbetalte sygedagpenge. 

Har din ægtefælle deltaget i driften af virksomheden, eller er der tale om et interessentselskab, skal beregningsskemaet dog altid underskrives af din revisor.

Aktieselskab eller anpartsselskab
Har du drevet selvstændig virksomhed i selskabsform, sker beregningen på baggrund af din og evt. din ægtefælles samlede andel af selskabets overskud eller underskud. Hertil lægges skattepligtige ydelser fra selskabet. 

Til brug for vores beregning af satsen skal der udfyldes et særligt beregningsskema, som underskrives af din revisor.

Kan jeg fortryde?
Indtil 6 måneder efter beregningstidspunktet kan du foretage et omvalg af regnskabsårene. Satsen ændres med tilbagevirkende kraft. Se afsnittet beregningsgrundlag.

Du kan dog ikke vælge at få udbetalt med en fast sats, hvis du allerede har fået udbetalt den beregnede sats. Læs afsnittet FAST SATS nedenfor.

Beregning af sats efter nyt arbejdsophør
Når du har fået udbetalt dagpenge med den beregnede sats, kan du tidligst få beregnet en ny dagpengesats 1 år efter, din dagpengeret begyndte.

FAST SATS
Hvis din indtægt i virksomheden har været meget lav eller måske negativ, kan en beregning på grundlag af denne indtægt give dig en meget lav sats eller en sats på 0 kr.

Her kan du med fordel vælge at ansøge om at få dine dagpenge eller din efterløn udbetalt med en fast sats.

Du kan også vælge den faste sats, hvis du ikke har mulighed for at få en revisor til at udfylde et beregningsskema til brug for en beregnet sats.

Den faste sats udgør 82 % af den højeste dagpengesats. Se den aktuelle sats i satsoversigten.

Betingelser
Du skal kunne opfylde en af disse to betingelser:

  • De seneste 3 år eller 3 seneste, hele regnskabsår før virksomhedens ophør skal du have haft så meget personligt arbejde i virksomheden, at det svarer til fuld tid.

    Eller
  • Du har kombineret drift af selvstændig virksomhed med arbejde som lønmodtager på fuld tid. Perioderne med drift af selvstændig virksomhed på fuld tid skal dog være af mindst 13 ugers varighed.

I begge situationer skal du have været fuldtidsforsikret i en a-kasse i alle 3 år. Dette krav kan opfyldes ved medlemskab af flere a-kasser. Medlemsperioden skal blot være uafbrudt i hele 3-årsperioden.    

Fravær fra virksomheden inden for de 3 år må ikke overstige sammenlagt 26 uger. Fraværet må kun skyldes sygdom, barsel og uddannelse.

Skal jeg vælge en fast sats?
Du skal vælge en fast sats, hvis den gennemsnitlige indtægt i de 2 bedste regnskabsår er på: 197.198 kr. eller mindre.

Indtægten er det skattepligtige overskud eller underskud før renter.

Du skal tage udgangspunkt i de 2 bedste af de seneste 5 hele, afsluttede regnskabsår. De valgte regnskabsår skal være afsluttet i en periode med medlemskab af en a-kasse. Hvis et af de valgte regnskabsår er virksomhedens 1. regnskabsår, så skal regnskabsåret være på mindst 26 uger.  

Hvis din ægtefælle har haft sin hovedbeskæftigelse i virksomheden, skal I dele virksomhedens indtægt. Det betyder, at indtægten skal være dobbelt så stor, dvs. 394.396 kr.

Dokumentation
For at ansøge om den faste sats, skal du udfylde et beregningsskema

Ud over dine oplysninger på beregningsskemaet skal vi have dokumentation for, at du har drevet din virksomhed på fuld tid. Her vil vi ofte kunne nøjes med de oplysninger, som du afgiver på arbejdsskemaet, som skal udfyldes i forbindelse med ansøgning om dagpenge eller efterløn. 

Hvis dine arbejdstimer fra lønmodtagerarbejde skal indgå i opfyldelse af kravet, henter vi selv oplysninger om løntimerne fra SKATs indkomstregister.  

Kan jeg fortryde?
Du kan indtil 6 måneder efter din ledighed få beregnet en ny sats på baggrund af virksomhedens indtægter, hvis det viser sig, at dette giver dig en højere sats. Satsen ændres med tilbagevirkende kraft.

Læs om en beregnet sats under afsnittet beregnet sats.
 
Beregning af sats efter nyt arbejdsophør
Har du fået udbetalt dagpenge med den faste sats, kan du tidligst få beregnet en ny dagpengesats 6 måneder efter, din dagpengeret begyndte.

BEREGNING PÅ ANDET GRUNDLAG
Kan du ikke opfylde kravet om at have drevet selvstændig virksomhed som din hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele, afsluttede regnskabsår, fastsætter vi din dagpengesats på et andet grundlag.

Hvis du tidligere har været lønmodtager eller tidligere har drevet anden selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan vi i visse tilfælde beregne din dagpengesats på baggrund af indtægten fra dette arbejde.

Hvis denne indtægt har været grundlaget for en udbetaling af dagpenge, vil vi genbruge denne dagpengesats.

Er der ikke et tidligere beregningsgrundlag, skal din dagpengesats beregnes på baggrund af så mange hele, afsluttede regnskabsår som muligt. Det vil sige enten 2 hele eller 1 helt regnskabsår.

Har du drevet virksomhed i mindre end et helt regnskabsår, men dog i mindst 26 uger, beregnes satsen på baggrund af den samlede indtægt i hele perioden.

MIDLERTIDIGT OPHØR
Ved udbetaling af dagpenge efter et midlertidigt driftstop, får du udbetalt dagpengene med 82 % af den maksimale dagpengesats. Se den aktuelle sats i satsoversigten. 

UDBETALING AF DAGPENGE
Satsen, vi beregner til dig, er beløbet før skat. Du skal dog ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af beløbet.

Vi henter selv dine skatteoplysninger hos SKAT. Hvis der ikke er skatteoplysninger til rådighed hos SKAT, trækker vi 55 % i skat. Vi vil derfor anbefale, at du får oprettet skatteoplysninger hos SKAT.

Satsen reguleres hvert år.